Skip to main content

UDSATTERÅDET

From "Høring af forslag til Budget 2026"

Go to the project

Udsatterådet i Holbæk – høringssvar vedr. Budget 2026

Udsatterådet i Holbæk har følgende bemærkninger til budgetforslag 2026, hvortil det skal bemærkes, at Udsatterådet alene forholder sig til Politikområde – Voksenspecialområdet. Baggrunden herfor er, at Udsatterådet repræsenterer voksne (18+), socialt udsatte borgere i Holbæk.

Det er positivt at erfare, at budgettet for Voksenspecialområdet er forøget, men Udsatterådet er også opmærksom på, at dette primært skyldes stigende udgifter på en række af de lovpligtige tilbud inden for voksenspecialområdet, og dermed afspejler de faktiske udgifter inden for området. Det er Udsatterådets opfattelse, at budgettet ikke afspejler væsentlige udviklingstiltag og investeringer til gavn for voksne socialt udsatte borgere.

I nedenstående har Udsatterådet peget på to områder, hvor vi mener, at Kommunalbestyrelsen med stor fordel kan investere i til gavn for socialt udsatte borgere i Holbæk Kommune.

 

Samarbejde med Civilsamfundet 

Udsatterådet har gennem de seneste år haft mange gode og konstruktive drøftelser med politikere i Holbæk Kommune, herunder ikke mindst Socialudvalget.

Det har været et gennemgående træk ved alle drøftelserne, at I som politikere i Holbæk Kommune anerkender værdien af det frivillige sociale arbejde, og at I ønsker udvikle og styrke et tættere samarbejde mellem kommunen og frivillige sociale organisationer og civilsamfundet med det formål, at vi sammen skal udvikle nye velfærdsløsninger og sikre en helhedsorienteret indsats til gavn for socialt udsatte og sårbare grupper i Holbæk Kommune.

 

Men…..når vi i Udsatterådet ser budgettet for 2026 er det særdeles vanskeligt at se, at Holbæk Kommune ønsker at støtte op økonomisk omkring de frivillige sociale organisationer og civilsamfundet. Visionerne i ’Politik for børn, unge og voksne med særlige behov’ er vanskelige at se realiseret uden den tilstrækkelige økonomiske opbakning til de frivilligorganisationer, som arbejder med de mest udsatte borgere i Holbæk.

 

Men hvorfor er det overhovedet nødvendigt, at Holbæk Kommune støtter frivilligorganisationer, som arbejder med socialt udsatte Holbækborgere, når nu at arbejdet er baseret på frivillige kræfter:

·       De borgere, som benytter sig af tilbuddene i sociale, frivillige organisationer, er ikke ’mindre udsatte’ eller har mindre hjælpebehov end borgere i kommunale tilbud. Borgerne har de samme udfordringer og problemer, har samme diagnoser, har samme behov, reagerer på samme vis med f.x. tristhed, sorg, angst, vrede, udadreagerende adfærd.

Derfor er der bl.a. behov for

o  Tæt og faglig kvalificeret personaleledelse

o  Løbende supervision udført af fagprofessionelt personale (ex. en psykolog)

o  Uddannelse af frivillige forud for/i begyndelsen af start i frivilligjobbet

o  Løbende kompetenceudvikling af frivillige

·       Fysiske rammer. Det er ikke muligt at tilbyde socialt fagligt arbejde uden at der er lokaler med dertilhørende relevante faciliteter som samtalerum ved rådgivning og samtaler, køkken ved varmestue og værested, og naturligvis toiletfaciliteter og evt. mødelokaler til frivilligmøder, uddannelse mv. Lys og varme hører naturligt til.

 

Det som er særkende i mødet mellem socialt udsatte mennesker og frivillige er, at borgerne i høj grad oplever et møde uden frygt for myndigheder og uden mistillid. De frivillige bliver samtidig brobyggende i forhold til offentlige myndigheder på en betryggende vis. 

Fra Udsatterådets side vil vi klart anbefale, at der afsættes midler til at indgå flerårige partnerskabsaftaler med såvel store som mindre sociale organisationer – og både nyetablerede og organisationer, som har været mange år i kommunen. Det kan i stor udstrækning højne det samlede indsats overfor social udsatte mennesker i Holbæk, at der er lokal forankring af sociale, frivillige tilbud, baseret på lokalt kendskab, høj faglig kvalitet i tilbuddet, nærvær og samarbejde samt lokale frivillige.

 

Det er Udsatterådets anbefaling, at der udarbejdes en civilsamfundsstrategi og en oversigt, som sikrer at der er relevante tilbud til de forskellige målgrupper, og at vilkårene for organisationer kan sikre, at der også i fremtiden er de relevante tilbud for socialt udsatte borgere, som kommunen ønsker skal være i kommunen.

 

 

Hjemløshed og Betalbare boliger*) 

Udsatterådet har erfaret, at Housing First er kommet godt fra start i Holbæk Kommune, hvilket bestemt er meget positivt. Også at der er fokus på såvel bostøtte efter servicelovens §85a og formidling af boliger.

 

Udsatterådet vil dog gerne opfordre Kommunalbestyrelsen til at have fokus på, at der i kommunen, også i Holbæk by, er et tilstrækkeligt antal såkaldte betalbare boliger. Dette ikke mindst set i lyset af den nye kontanthjælpsreform, hvor Udsatterådet er bekendt med, at flere kontanthjælpsmodtagere bliver så ramt og udsat, at de risikerer ikke at have råd til at kunne bo i deres lejlighed og heller ikke kan finde en anden billigere bolig.

En indsats i forhold til, at der sikres et tilstrækkeligt antal betalbare boliger, har også en forebyggende effekt i forhold til hjemløshed.

 

Udsatterådet er vidne, om at der i de seneste par år er gennemført besparelser i forhold til den sociale indsats i Helhedsplanen. Vi vil gerne pege på, at den forbyggende indsats er det helt naturlige næste skridt i en succesfuld Housing First strategi. Ikke kun af økonomiske årsager, men set ud fra et medmenneskeligt perspektiv.

 

Samtidig har Udsatterådet erfaret, at organisationer og forsorgshjemmet oplever et stigende antal hjemløse unge eller unge, som er på grænsen til egentlig hjemløshed, som eksempelvis er sofasovere. Det er vigtigt i et forebyggende perspektiv at tage hånd om disse unge, og udvikle metoder og indsatser, som kan rumme denne særlige problematik.

 

*) OECD har defineret en betalbar (affordable) bolig som en bolig, hvor de samlede boligomkostninger ikke overstiger 30 pct. af bruttoindkomsten. I forhold til socialt udsatte borgere vil der ofte være tale om en bolig, hvor de samlede boligomkostninger ikke overstiger 30% af en indkomst omkring et kontanthjælpsniveau eller pension. 

 

Med venlig hilsen

Stine Welent                                             Susanne Lodberg

Forperson for Udsatterådet                       Næstforperson Udsatterådet

Comments

Commenting is not possible because this project is currently not active.

Posted by

Profile of User 100615User 100615 on September 17, 2025

Current status

proposed