Skip to main content

Svært at finde logik i forslaget

From "Høring af forslag til Budget 2025"

Go to the project

MED udvalget ved Børnespecialcentret har på MED møde den 5. september 2024 behandlet budgetforslag 2025-2028

Reduktion af sygefravær

MED udvalget ser med stor undren på den økonomiske side af forslaget i forbindelse med reduktion af sygefravær.

Ingen kan være uenige i, at sygefraværet skal være så lavt som muligt.

Men at ramme enheder, der er udfordret af højt sygefravær ud fra en tese om, at medarbejderne så bliver mindre syge, giver absolut ingen mening. Eller en tese om, at indsatsen har virket, så fraværet er mindre giver heller ingen mening.

Det er godt at der er hjælp at hente til processer og håndtering, - men at trække fra budgetterne med den begrundelse … det er svært at finde ord for det.

En del af argumentationen er, at enhederne er ved at være i mål – og derfor kan man ”realisere” gevinsterne. Forslaget betyder derfor desuden at enheder, hvis sygefravær ikke er faldet tilstrækkeligt, også i det perspektiv bliver dobbelt ramt. Medarbejderen er sygemeldt – og man trækkes desuden i budgettet.

Vi imødeser en negativ påvirkning af arbejdsmiljøet, fordi en sygemeldt medarbejder kommer til at føle sig ansvarlig – ikke blot for at mangle på arbejdspladsen – men også for at institutionen ydermere trækkes i budgettet på den baggrund.

Det er svært at forstå logikken i forslaget.

Børnespecialcentret har et for højt sygefravær, men løsningen på det kan aldrig være at skære i medarbejderstaben. Vi skal aflevere 1.3 mio. kr. jf. beregning fra Fagcentret. Alene hos os kommer det til at koste 3-4 stillinger. Altså færre til at løse opgaven. Denne besparelse kommer oveni de voldsomme besparelser, der i forvejen er besluttet på vores område.

Vi anerkender selvfølgelig at budgettet også for 2025-2028 skal hænge sammen. Hvis der derfor skal findes 12,4 mio. i 2025 – så må alle afdelinger i kommunen bidrage ved en generel besparelse. For det kan kun betragtes som en besparelse, selvom der anvendes ord som at ”realisere” en gevinst.


Med i høringsmaterialet er også den tidligere beslutning om at nedsætte taksterne på Hjortholmskolen med 8% i 2025 og yderligere 8% i 2026.

MED udvalget ser fortsat med ualmindelig stor bekymring på omfanget af forslaget og konsekvenserne af en beslutning i den størrelsesorden. MED udvalget anbefaler at Kommunalbestyrelsen genovervejer anden del af besparelsen som kommer i 2026. Beslutningen bør ikke gennemføres i sin nuværende form, men i 2026 ændres til et besparelsesniveau, der er mere håndterbart i forhold til skolens arbejde med elever der har så komplekse problemstillinger som det er tilfældet i dag.

Afslutningsvis ønsker MED udvalget at gøre opmærksom på, at det er svært at gennemskue, hvad der sendes i høring, og hvilke konsekvenser det indebærer. F.eks. står der ingen steder i materialet nævnt, at der skal ansættes en direktør og en chef mere, eller hvilke konkrete konsekvenser fraværsbesparelsen har for de enkelte områder. Dét beløb er efterfølgende udmeldt fra Fagcentret – at det i praksis er 1.3 mio. kr.

Med venlig hilsen

MED udvalget v/Børnespecialcentret

Comments

Commenting is not possible because this project is currently not active.