Skip to main content

Høringssvar fra St. Merløse og Ugerløse Skoles skolebestyrelse

From "Høring af forslag til Budget 2025"

Go to the project

SKOLEOMRÅDET MANGLER PENGE!

Hvorfor? Vi har ikke længere mulighed for at drive en velfungerende OG vel-inkluderende folkeskole. Vores medarbejdere er presset til det yderste, og de kæmper en heltemodig kamp for at give vores børn en god, tryg og læringsrig hverdag.

Skolebestyrelsens største ønske er at drive en folkeskole for ALLE, hvor medarbejdernes overskud og glæde ved arbejdet smitter af på børnene og giver dem de bedst mulige rammer for en god og lærerig skolegang. Både børn som trives godt, og de børn som har behov for ekstra støtte.

Som det er nu taber vi desværre for mange børn undervejs FORDI vores medarbejdere:

·        Ikke har mere tid og overskud til at støtte de svage børn

·        Mangler efteruddannelse til bedre at kunne hjælpe børn med særlige behov

Denne udvikling øger omkostningerne til specialområdet, og skaber en ond spiral der presser økonomien yderligere på almenområdet, og så bliver det bare endnu sværere at finde overskud til vellykket inklusion!

Find modet frem og lav en langsigtet investering i vores folkeskole! På den lange bane er vi overbeviste om at der er mange penge at spare, hvis vi kan lykkes med at gribe de børn som har det svært og guide dem på rette vej gennem ungdommen til et voksenliv hvor de kan tage ansvar for sig selv, frem for at de ender i større mistrivsel og hjælpen gennem ungdommen risikerer at ende i dyre specialtilbud, for nogles vedkomne helt ind i voksenlivet.

Ja, det er møg dyrt at investere i fremtiden, men jeg tør ikke tænke på hvad alternativet bliver!

Efter- og videreuddannelse:

Vi ved at der bliver arbejdet med kompetenceløft i skole og SFO, men hører fra medarbejderne at det mest er i form af kurser, for at bringe alle op til et givet niveau på et specifikt område der pt har fokus. Vi kan ikke se hvor i budgettet der er afsat penge hertil, men må tørt konstatere at posten til efter- og videreuddannelse står på, med et stort og rungende 0,00 !

Vores medarbejder mangler efter- og videreuddannelse, både til specialområdet/ mellemformer/ inklusion, men OGSÅ til almindelig faglighed. Hvis vi skal lykkes med at lave velfungerende inklusion, så må i hjælpe med at øremærke midler til det.

Direkte besparelser på selve skolerne:

Skoleområdets budget øges med 13,2 mio. i forhold til 2024. (kun 3,9 mio. i forhold til 2023)

Der lægges op til besparelse på 29 mio. kr. direkte på skolematriklerne: punkt 3 med 5,4 mio., punkt 5 med 11,2 mio. (landsbyordning er fratrukket, tak for det) og 12,4 mio. i punkt 14. Sidstnævnte har måske en logisk forklaring, men den bliver ikke forklaret i høringsmaterialet.

I punkt 8 tilføres 9,6 mio., men 7,3 mio. er allerede øremærket, velfortjent og tiltrængt, til pædagoger og behandlingstilbud. Derfor kommer kun 2,3 mio. ud til selve skolerne.

Som vi forstår dannelse af budgetforslaget spares altså i alt 13,5 mio. kr. direkte fra skolerne!

Forklaring til besparelse fra punkt 3:

Øgede udgifter (i punkt 2) til specialbefordring og mellemkommunale betalinger er midler der bruges uden for skolernes matrikler. Det modsvares næsten én til én, af besparelse på selve skolerne som reducering af beløb pr. elev, ”rammebesparelser” og ved at fjerne ekstra midler til SFO for børn i specialklasser.

SFO

På Ugerløse skoleafdeling drives en smaddergod specialrække – Læringsklasserne, og en del børn herfra går i SFO. Både vi og jer politikere har et ønske om at flest mulige børn, også børn fra læringsklasserne, skal kunne rummes i almen. Dette ønske bliver nu sværere at indfri, hvis i holder fast i at skære i de lønmidler vi skal bruge til netop at kunne inkludere særligt de børn som er handicappede eller i udsatte positioner. 

Sygefravær:

Vores medarbejdere, som i forvejen er pressede, bliver ikke mindre syge af at i vil spare penge på en reduktion af sygefraværet! Denne besparelse kan måske godt opnås, men i så fald først som en gevinst ved at i tør investere langsigtet i en velfungerende folkeskole.

Ved at grave os helt ind i bilagene fra møde d. 30. august i Økonomiudvalget, kan vi se at LAER bliver ekstra hårdt ramt af besparelser her, fordi der var var et særligt højt fravær i 2023. Det virker håbløst at skulle levere et bedre resultat samtidig med at der skal spares ekstra meget på skoleområdet. I værste fald vil nedskæring i økonomien betyde afskedigelse af personale og de tilbageværende skal så strække sig over endnu flere opgaver. Det er ikke langtidsholdbart, men øger i stedet risikoen for langtids-sygemeldinger!

Befordring:

Vi tror på at der kan skabes besparelser på befordringsområdet, men det vil kræve en god styring og koordinering med de enkelte ruter. Vi undre os dog over at der er tildelt ekstra midler hertil, hvor i nu ønsker at spare?



På vegne af skolebestyrelsen for St. Merløse og Ugerløse Skole

Hans Sonne Lund, formand i skolebestyrelsen.

Comments

Commenting is not possible because this project is currently not active.

Posted by

Profile of Hans LundHans Lund on September 19, 2024

Current status

proposed

Tags

Education and youth
Social inclusion
Work, economy and tourism