Høringssvar fra Områdebestyrelsen i Holbæk By Dagtilbud til Budget 2026
From "Høring af forslag til Budget 2026"
Go to the project
Til Holbæk Kommune
Bestyrelsen takker for muligheden for at afgive høringssvar vedrørende det fremlagte budgetforslag. Efter en grundig drøftelse ønsker vi at fremhæve følgende punkter:
Plus-pladser
Holbæk By Dagtilbuds bestyrelse ser et øget antal plus-pladser er et positivt tiltag, der kan styrke indsatsen for børn med særlige støttebehov. Ydermere anerkender vi at pluspladserne fordeles i hele Holbæk kommune, så børn med særlige behov kan tilbydes plads lokalt.
Vi kan dog ikke støtte, at finansieringen hentes fra den nuværende tildeling til almenområdet.
Da vi første gang blev præsenteret for plus-pladser, var det som et alternativ til de eksisterende mild-pladser – ikke som en løsning, der skulle finansieres ved at reducere midlerne til det almene område. Siden dialogmødet med Børn- og Skoleudvalget den 26. november 2024 har vi oplevet klar politisk opbakning til, at overgangen til plus-pladser skal være en styrkelse af den specialpædagogiske opgaveløsning i vores dagtilbud.
Derfor er det for bestyrelsen uforståeligt, at børnehusene nu forventes at kunne rumme flere børn med særlige behov inden for den samme økonomiske ramme. I vores optik strider dette imod den politiske ambition om at styrke børneområdet både økonomisk og fagligt.
Vi anbefaler på det kraftigste, at der findes en alternativ finansieringsmodel – så borgmesterens løfte om en styrkelse af dagtilbuddene ikke mister sin troværdighed.
Minimumsnormering
Vi tilslutter os, at den centralt besluttede udregning af minimumsnormering (langt om længe) også anvendes i Holbæk Kommune.
Vi ser at denne udregning af minimumsnormering bl.a. kan styrke kvaliteten, da sprogvurderinger af treårige kan foretages tæt på barnets treårs fødselsdag i samarbejde med trygge og kendte voksne inden skift til børnehave.
Vi anerkender dog ikke dette tiltag som en økonomisk prioritering af Holbæk By Dagtilbud fra Holbæk kommune, da finansieringen vil komme fra brugerbetaling i vuggestue og dagpleje.
Sygerefusion
Holbæk By Dagtilbuds bestyrelse finder det fortsat dybt utilfredsstillende, at refusionen ved sygdom er reduceret til et niveau, hvor det reelt er økonomisk umuligt at erstatte sygemeldt personale med vikarer. Denne praksis har alvorlige konsekvenser – for børnene, for den sygemeldte medarbejder og for de kollegaer, der bliver tilbage i huset.
Om forslaget kunne vi sige “som at tisse i bukserne for at holde varmen”
På den korte bane vil børnehusene fremstå endnu mere pressede, fordi der ganske enkelt ikke er hænder nok til børnene.
På lidt længere sigt risikerer vi at miste dygtige – men uheldige – pædagoger og medhjælpere, fordi institutionerne ikke har råd til at satse på en hurtig tilbagevenden efter sygdom.
På endnu længere sigt er vi oprigtigt bekymrede for, at denne praksis vil svække rekruttering og fastholdelse i en grad, så det bliver vanskeligt at tiltrække kvalificerede ledere og medarbejdere. Et sådant negativt narrativ er svært at ændre – især når mange af vores nabokommuner aktivt prioriterer at fastholde deres personale.
Vi vil gerne sætte streg under at der her er tale om en personalegruppe der ikke har mulighed for at løse opgaver hjemmefra eller udsætte opgaver. Det er derfor vores bekymring at børn ikke får den kontakt og hjælp de har behov for, ved sygdom i personalegruppen. Endnu en forringelse af kvaliteten.
Vi undrer os desuden over, at det politiske niveau – ovenikøbet i et valgår – vælger at lægge sig ud med børnefamilierne i Holbæk Kommune på dette område.
Det kan ydermere undre os at denne løsning kan være lovlig da Holbæk kommune jo i så fald inddrager nogle penge der er øremærket en bestemt stilling. Vores opsøgende undersøgelse viser desuden, at Holbæk Kommune står ret alene med denne praksis omkring refusion.
Lukkedage
Vi noterer os at den omfattende spørgeskemaundersøgelse fra foråret, har udmøntet sig i en ændring af antal lukkedage. Nærmere bestemt en reduktion i lukkedage op til påske.
Vi er umiddelbart ikke imponerede over denne løsning. Så vidt vi har forstået var der et ønske for forældregruppen om at droppe lukkeugerne i sommerferien. Og da det ikke har kunnet lade sig gøre, bliver vi ”spist af med” 2 dage op til påske.
Bestyrelsens generelle anbefalinger
Bestyrelsen anbefaler at Holbæk kommune sikrer en reel styrkelse af dagtilbuddene bl.a. ved at, finansiere plus-pladserne uden at skære i almenområdet, genoverveje sygerefusion så det ikke er børnene der skal betale for personalets sygdom. Derudover må det anbefales at det undgås at bruge det faldende børnetal som en automatisk spareøvelse. Driftsomkostningerne ændrer sig ikke proportionelt med børnetallet.
Oplevelse af politisk dialog
Vi oplever desværre, at der ikke altid er fuld overensstemmelse mellem de spørgsmål, politikerne stiller i dialogen, og de beslutninger, der efterfølgende træffes. Vi opfordrer til en mere gennemsigtig proces og åben kommunikation på eks. dialogmøder.
Med venlig hilsen og på vegne af Områdebestyrelsen i Holbæk By Dagtilbud
Mathis Ernst Jacobsen
Forperson
