Skip to main content

Høringssvar 2026 MED Bjergmarkskolen

From "Høring af forslag til Budget 2026"

Go to the project

Høringssvar til Holbæk Kommunes budget 2026-2029

Vedrørende skoleområdet

MED-udvalget ønsker indledningsvis at udtrykke stor tilfredshed med, at der i budgettet afsættes 100 mio. kr. over de kommende fire år til renovering af Bjergmarkskolen. Det er ligeledes glædeligt, at de midler, der tidligere var øremærket til nybyggeri, fortsat forbliver i renoveringspuljen. Vi ser frem til, at disse investeringer vil skabe rammer for moderne og tidssvarende læringsmiljøer samt inspirerende SFO-områder, der kan understøtte børns udvikling og trivsel.

Vi anerkender, at budgettet for skoleområdet indeholder tilførte midler til kvalitetsprogrammet for folkeskolen, herunder styrkelse af dansk og matematik samt øget åbningstid i SFO. Det er positivt, at der er fokus på faglighed, trivsel og differentieret undervisning i forbindelse med den nye folkeskolereform.

Alligevel giver budgetforslaget anledning til bekymringer:

  1. Besparelser og råderumsbidrag
  2. Skoleområdet bidrager med væsentlige midler til råderummet – blandt andet via effektiviseringer, udbud af forbrugsartikler og nye udviklingsinitiativer. Dette opleves som reelle nedskæringer, der risikerer at udhule de midler, der ellers tilføres gennem kvalitetsprogrammet. Vi frygter, at de samlede ressourcer til undervisning og trivsel i praksis bliver færre, og at lærere og pædagoger skal løbe endnu stærkere.
  3. Faldende elevtal og klassebaseret tildeling
  4. Budgettet viser et faldende antal elever i alderen 6-16 år frem mod 2027, men samtidig flere klasser. Den ændrede tildelingsmodel fra elevbaseret til klassebaseret betyder, at der ikke sker tilsvarende reduktion i skolernes samlede budgetter. Det kan umiddelbart virke positivt, men i praksis medfører det risiko for meget små klasser nogle steder og pressede rammer andre steder, afhængigt af befolkningsudviklingen lokalt. Der bør være større opmærksomhed på at sikre bæredygtige skoletilbud i hele kommunen.
  5. Specialundervisning og inklusion
  6. Budgettet lægger op til fald i udgifterne til kommunale specialskoler. Dette sker samtidig med, at der er øget fokus på inklusion i folkeskolen. Vi savner en tydelig plan for, hvordan skolerne sikres tilstrækkelige ressourcer og kompetencer til at løfte denne opgave, så elever med særlige behov ikke tabes i overgangen fra specialtilbud til almenområdet. Denne udfordring gælder i høj grad også i SFO, hvor der i forvejen ikke er tildelt midler til inklusion.
  7. Geografiske forskelle
  8. Prognoserne viser et fald i elevtallet på skoler som Jyderup, Kildebjerg, Nr. Jernløse, Knabstrup og Undløse, mens der forventes stigning på bl.a. Tuse, Udby, Vipperød og Bjergmarkskolen. Budgettet bør i højere grad adressere disse forskelle med en strategi, der sikrer kvalitet, uanset hvor i kommunen man går i skole.

Afslutningsvis vil vi opfordre til, at Holbæk Kommune i sin prioritering fastholder fokus på børns læring, trivsel og lige muligheder – frem for at lade kortsigtede effektiviseringer undergrave skolernes kerneopgave. Kommunens børn fortjener trygge, ambitiøse og inkluderende skoler og SFO, hvor ressourcerne følger behovene.

Comments

Commenting is not possible because this project is currently not active.

Posted by

Current status

proposed