Herligt med vildere skov, hvad blev der af andre naturtyper?
From "Kommunens skove omlægges til urørt skov (Afsluttet)"
Go to the project
Dejligt at kommunen tænker på biodiversitet frem for den økonomiske vinding fra de 280 ha skov (alt inkl.), en indtjening der trods alt må være beskeden set i forhold til kommunens budget.
Med alt inklusive mener jeg det helt bogstaveligt, for af kortene i konsulentrapporten "Basiskortlægning af kommunale skove..." fremgår det at ca. 1/6 af 'skovfirkanten' omkring Bjerregård skoven er § 3-beskyttet eng og sø, noget der slet ikke nævnes andetsteds, selvom der er en lovbunden plejepligt på engarealet (NBL § 52): Her burde der netop arbejdes med at skabe en natur mæssige merværdi, et godt bryn i overgangen mellem skov og eng (der vel at mærke ikke må blive mindre) eller tilsvarende.
Helt galt går det for Drivsåt skov og Jyderup Sportsplads (ingen af disse arealer indgår i basisrapporten - hvad skal deres udvikling så holdes op mod?):
Ellebjerg ved sportspladsen er § 3 beskyttet overdrev, hvor det allerede nu må overvejes at melde kommunen for lovbrud (jf. plejepligten), eftersom massiv tilgroning har udslettet arealerne på begge sider af bakketoppen som lysåbne natur: Her er idag skovmiljø med bl.a. en art vintergrøn. Bortset fra at denne og måske også andre skovarter fortjener at leve videre burde hele bakken ryddes for skovvækst (forstået som lukket kronetag), navnlig burde den invasive Glansbladet Hæg og Amerikansk Balsampoppel (plantet på siden ind mod skytteforeningen og idag under vildt udbrud med rodskud) efterstræbes - sammen med bevoksninger af Armensk Brombær og en større klon af snebær er det foreslåede indgreb mod 'få ikke-hjemmehørende arter' helt uforståeligt og utilstrækkeligt, og peger på at kommunen i den grad mangler basiskortlægning af arealet.
Denne basiskortlægning kunne med fordel udtrækkes til det mindre areal ved Præstemark-banerne nord for spejdergården (ikke-registeret § 3-eng?) og til arealerne ved Drivsåtskov, der ud over at indeholde en allerede kendt og registreret § 3-eng og at staten har kortlagt § 25-skov (særligt værdifuld skov) på arealet, noget der slet ikke benævnes i kommunens forslag til urørt skov, også rummer en interessant sumpskov langs hele bredden af Skarresø der helt oplagt mangler registrering som §3-mose.
Sumpskoven langs Skarresø blev for få år siden tyndet ret intensivt (af det lokale stilaug eller af kommunens folk?), og der kunne være god brug for en udskiftning af dette areal som en særlig drift enhed og med en afgørelse om hvorvidt arealet blot skal gro til igen eller møde en mere lys fremtid med hyppigere forstyrrelser (v/elsdyrgræsning - eller stilaug i stramme tøjler?).
