
Områdefornyelse Kirke Eskilstrup
Områdefornyelsen er et byfornyelsesprojekt i Kirke Eskilstrup, som foregår i 2024 og 2025. Områdefornyelsen er en indsats, der igangsættes af kommunen i byer og byområder, som oplever sociale og fysiske udfordringer, for eksempel som følge af nedslidte ejendomme og faldende indbyggertal. Indsatsen har til formål at påvirke til en positiv udvikling, og dermed gøre det endnu mere attraktivt at bosætte sig og engagere sig i lokalområdet.
Områdefornyelsen arbejder indenfor tematikkerne; trafik, grønne projekter og fællesskaber i byen. Byfornyelsen sker i et tæt samarbejde mellem Holbæk Kommune og lokalsamfundet i Kirke Eskilstrup. Det er i høj grad op til lokalområdet at sætte gang i forskellige projekter og initiativer. Derfor er byfornyelsen også afhængig af deltagelse fra lokalområdet. Hvis du vil være med, så send en mail til omraadefornyelse@holb.dk
Områdefornyelsen arbejder med følgende 3 målsætninger:
- At skabe flere forbindelser og oplevelser i den omkringliggende natur.
- At skabe grobund for fællesskab i det offentlige rum.
- At øge trygheden og udtrykket i byen.
Faser
Pulje under områdefornyelsen i Kirke Eskilstrup
Har du en god idé - søg midler her!
Områdefornyelsen arbejder med en række større projekter indenfor temaerne; trafik, grønne projekter og fælleskaber i byen. Nu er der mulighed for at søge støtte til mindre projekter, som kommer byen til gavn. Brænder du inde med en god idé? Send en ansøgning afsted og vær med til at styrke byfornyelsen!
Puljen er åben.
Ansøgningsprocessen
For at søge puljen skal man udfylde ansøgningsskemaet via linket her på siden. Lav gerne korte beskrivelser af hvad projektet går ud på, hvem det henvender sig til mv. De forskellige emner som skal udfyldes fremgår af ansøgningsskemaet. Der kan søges op til 20.000.- og der gives støtte forskelligartede projekter, som passer ind i områdefornyelses rammer beskrevet ovenfor.
Man kan både søge som privatperson eller gennem en forening. Det er dog vigtigt at projektet er noget der kommer Kirke Eskilstrup som by til gavn og ligger i tråd med temaerne i byfornyelsen. Idéerne kan være meget forskellige. Eksempler kan være:
- Gadekunst i bybilledet
- Nye borde- & bænkesæt
- Blomsterkasser til forskønnelse af byrummet
- Et arrangement der bidrager til mødesteder i byen
Inden i sender ansøgningen, skal I læse vejledningen længere nede på denne side: Sådan bruger du midler fra områdefornyelsen – krav og retningslinjer ved tilsagn. Heri kan du finde de betingelser og krav der gælder, hvis I får tilsagn om midler fra områdefornyelsen.
Når ansøgningen er sendt afsted, bliver den behandlet af den lokale styregruppe og kommunale styregruppe. Forventet svartid er inden for 4 uger (i ferieperioder kan der være længere svartid). Hvis der gives tilsagn til hele eller dele af de søgte midler, kontaktes I af projektlederen for områdefornyelsen.
Herefter skal I underskrive en samarbejdsaftale og midler udbetales derefter. Puljens midler stammer fra budgettet for den samlede områdefornyelse i Kirke Eskilstrup. Hvis midlerne til et støttet projekt ikke bruges eller anvendes fuldt ud, skal det resterende tilbageføres til områdefornyelsen, så de kan gavne andre projekter i Kirke Eskilstrup.
Hvordan prioriteres midlerne?
Der er afsat en ramme til puljen og ansøgningerne behandles i løbende når vi modtager dem. Det er den lokale styregruppe, der laver den endelige prioritering af hvilke projekter, der skal afsættes midler til. Den kommunale styregruppe skal sikre gennemførsel af den samlede områdefornyelse i overensstemmelse med programmet, og sikre, at de enkelte projekter kan lade sig gøre planmæssigt, at det lever op til lovkrav og at de bidrager til en bred og almen udvikling i lokalområdet.
Vejledning: Sådan bruger du midler fra områdefornyelsen – krav og retningslinjer ved tilsagn
Hvis du får tilsagn om støtte fra områdefornyelsens pulje, skal du underskrive en samarbejdsaftale og overholde følgende krav:
1. Du har ansvaret for projektet
- Du (eller jeres forening) er ansvarlig for at gennemføre projektet.
- Du skal selv sørge for nødvendige tilladelser – fx byggetilladelse mm. inden projektet må gå i gang.
- Hvis projektet indebærer etablering eller brug af fysiske faciliteter (f.eks. opsætning af bålhytte, legeredskaber eller lignende) på kommunal jord eller ejendom, skal ansøgeren indgå en særskilt benyttelsesaftale med Holbæk Kommune.
- Du er ansvarlig for vedligeholdelse af det, der bliver etableret. Kommunen overtager ikke ansvaret.
- Projektet skal gennemføres som beskrevet i den version, styregruppen har godkendt.
2. Hvad må pengene bruges til?
- Du kan ikke bruge midlerne til frivilligt arbejde.
- Du skal kunne dokumentere udgifter med kvitteringer eller fakturaer fra eksterne leverandører.
- Midlerne må kun anvendes til aktiviteter og udgifter, der er en del af det godkendte projekt.
3. Deadline for projektet
- Projektet skal være helt afsluttet senest den 30. september 2026.
4. Afslutning og dokumentation
Senest den 31. oktober 2026 skal du sende følgende til:
- Kvitteringer/fakturaer, der dokumenterer, hvordan midlerne er brugt.
- Billeder, der viser det færdige projekt.
Dokumentationen skal vise, at:
- Projektet blev færdigt senest 30. september 2026.
- Projektet er udført som godkendt.
- Hele eller dele af beløbet er anvendt som aftalt.
5. Hvis du ikke bruger alle midler
- Ubrugte penge skal betales tilbage til Holbæk Kommune senest samtidig med den afsluttende dokumentation 31. oktober 2026.
Læs mere i oversigten herunder:
Kommende og igangværende begivenheder
Tidligere begivenheder
Begivenhedsdato: marts 14., 2024 fra 18:00 til 20:00.
Stestrup Fritidsgård
