Spring til hovedindhold

Borgerforslag


BORGERFORSLAG

I Holbæk Kommune kan du som borger fremsætte eller stemme på forslag, som du ønsker skal tages op i Kommunalbestyrelsen. På den måde får du som borger i kommunen mulighed for direkte at have indflydelse på kommunalbestyrelsens dagsorden og debat. 

Løsningen med borgerforslag har i Holbæk Kommune kørt som forsøgsordning fra august 2018 og frem til april 2023. Kommunalbestyrelsen har herefter besluttet at gøre ordningen permanent, og fra august 2023 er ordningen flyttet til deltag.holbaek.dk.

Med borgerforslag i Holbæk Kommune, kan du enten selv oprette et forslag, eller stemme på andres forslag, som du gerne vil have, at lokalpolitikerne drøfter. Alle forslag skal dog omhandle kommunale opgaver eller ansvarsområder, og et borgerforslag skal opnå 500 stemmer på deltag.holbaek.dk inden for 120 dage, for at det bliver taget til drøftelse i Kommunalbestyrelsen. 

Opret borgerforslag

Har du en idé, en problematik eller et forslag til et projekt, som du synes, politikerne i Holbæk Kommune skal drøfte, så kan du oprette et borgerforslag til kommunalbestyrelsen. 

Det er op til dig selv, hvad dit forslag handler om, men der er dog en række krav som skal opfyldes:

  • Du skal være bosiddende i Holbæk Kommune for at kunne oprette et borgerforslag.
  • Du skal være stemmeberettiget.
  • Du skal oprette dig som bruger på deltag.holbaek.dk og være MitID-verificeret. Dit navn vil være synligt på siden, når du opretter et forslag
  • Dit forslag skal omhandle kommunale opgaver eller ansvarsområder.
  • Dit forslag kan ikke omhandle sager, der allerede er truffet beslutning om i Kommunalbestyrelsen, medmindre der foreligger nye oplysninger. Det vil altid være en konkret vurdering, og du vil i givet fald blive kontaktet af Holbæk Kommune, hvis det er tilfældet.
  • Dit forslag må ikke have injurierende karakter, være i strid med loven, indeholde personfølsomme eller fortrolige oplysninger, have upassende indhold eller lign.

For at et borgerforslag bliver taget op til drøftelse i Kommunalbestyrelsen, kræver det, at det får 500 stemmer her på deltag.holbaek.dk inden for 120 dage.

Du er selv ansvarlig for at udbrede kendskab til dit borgerforslag. Fx ved at dele det på de sociale medier, aktivere lokale netværk eller lave fysiske opslag, så du på den måde kan samle støtte fra andre. 

Støtte til borgerforslag

Du kan støtte alle de aktive forslag du ønsker, på deltag.holbaek.dk. Der gælder dog følgende krav:

  • Du skal være bosiddende i Holbæk Kommune.
  • Du skal oprette dig som bruger på deltag.holbaek.dk.
  • Du skal være stemmeberettiget.
  • Du kan kun støtte et forslag én gang.
  • Du kan ikke trække din støtte tilbage.

Der vil ikke blive offentliggjort nogle oplysninger om dig, når du støtter et forslag. Der er heller ikke nogen forpligtelser i forbindelse med din støtte. 

Du kan læse mere om de enkelte forslag, og støtte de aktuelle forslag, ved at klikke på dem.

Retningslinjer for borgerforslag

For at kunne oprette og støtte borgerforslag på deltag.holbaek.dk skal man være oprettet som bruger. Når du registrerer dig som bruger på deltag.holbaek.dk, skal du oplyse dit navn og en e-mailadresse, og du skal bekræfte, at du bor i Holbæk Kommune. Som forslagsstiller kan du blive kontaktet, med henblik på verificering af at du har bopæl i Holbæk Kommunen.

Bemærk, at når du opretter et forslag vil dit navn være synligt for andre. Når du støtter et forslag kan dine oplysninger ikke ses af andre. Når forslaget er udløbet og ikke længere kan støttes, så vil dit navn stadig fremgå på siden. 

Når vi modtager dit forslag, gennemgår vi det inden for få dage for at sikre, at det overholder retningslinjerne. Hvis dit forslag ikke overholder retningslinjerne vil det blive afvist, og du vil blive kontaktet på den mailadresse, der er knyttet til din bruger på deltag.holbaek.dk. Når et forslag afvises, kan det både være på grund af overskriften og teksten. Der er ikke mulighed for at klage over denne afvisning, men du har mulighed for at ændre dit forslag, så det overholder retningslinjerne, og eventuelt vælge at indsende det igen.

Forslag der ikke får 500 stemmer inden for tidsrammen

Det sker, men ingen grund til bekymring. Dit forslag bliver på platformen. Status for dit forslag ændres automatisk til 'Udløbet', og herefter vil det ikke længere være muligt at modtage stemmer til forslaget. Hvis du ønsker det, kan du til enhver tid vælge at slette dit eget forslag.

Kontakt

Har du spørgsmål eller problemer med at oprette eller stemme på forslag, kan du skrive til politik@holb.dk.