Nyt rekreativt skov- og naturområde i Silverpark ved Sdr. Jernløse
Fra "Hvilke kommunale arealer skal være mere Vild med Vilje? (Afsluttet)"
Gå til projektet

En gruppe lokale ildsjæle kom på en god idé om at udvikle et gammelt kommunalt idrætsområde til et nyt rekreativt naturområde, som selvfølgelig skulle havde navnet Silverpark.
De lokale drømte bl.a. om en hegnet cirka 1 hektar stor hundeskov med blandede hjemmehørende arter af træer og buske, plantning af blomstrende frugtbærende træer og buske, etablering af trampestier, kvashegn, slåning af det høje græs til gavn for blomstrende urter og et friareal med plads til samling, rekreation, hygge, hundetræning eller fitness
Fællesskab
Kommunen, de lokale ildsjæle, elever fra Sdr. Jernløse Lilleskole og Børnehave, firmaet Naturbyg og foreningen Plant et Træ har fået alt dette realiseret i fællesskab. Det hårde forarbejde kulminerede i en fantastisk plantedag en forårsdag på arealet i 2023. Arbejdet med at øge biodiversiteten og fremme de rekreative muligheder er dog lang fra slut. Fremover skal arealet slås med høslæt, kvashegnene skal holdes og området skal videreudvikles i et samarbejde mellem kommunen og de lokale borgere.
Biodiversitetsgreb
- Høslæt som naturpleje betyder, at et område med høj græsvegetation slås og samles sammen. Herved udpines jorden langsomt, og der skabes, lys og plads til at flere arter kan udvikle sig.
- Etablering af kvashegn og udlægning af træstammer og sten. Der skabes levesteder for mange arter – herunder bl.a. arter af sommerfugle, biller, svampe og fugle
- Plantning hjemmehørende træer, krat og blomstrende buske til læ, skygge og føde for dyr og insekter.


