Spring til hovedindhold

Høringssvar fra Bjergmarkskolens skolebestyrelse

Fra "Høring af forslag om at nedlægge Holbæk 10. Klassecenter"

Gå til projektet

Bjergmarkskolens skolebestyrelse har behandlet sagen og ønsker hermed at afgive høringssvar.

Vi kan se de overordnede perspektiver i at placere almen 10. klasse i et ungdomsuddannelsesmiljø. En sådan placering kan styrke elevernes afklaring, motivation og overgang til ungdomsuddannelserne. Vi anerkender samtidig, at forslaget er i tråd med de nationale reformer, hvor 10. klasse i folkeskolen ophører i 2030.

Dog ønsker vi at fremhæve en særlig bekymring i forhold til de specialiserede tilbud, der i dag er knyttet til 10. klassecentret – herunder 10+, Ungdomsklassen og UM10. Disse tilbud har stor betydning for elever med behov for særlige rammer, og det er afgørende, at der findes langsigtede løsninger, som sikrer deres fortsatte kvalitet, stabilitet og tætte kobling til almenmiljøet. Eleverne i disse tilbud profiterer i høj grad af muligheden for at spejle sig i jævnaldrende i en almen kontekst, og denne dimension bør tænkes ind i en fremtidig struktur.

Vi anbefaler derfor:

1.     at planlægningen af ændringerne sker i tæt dialog med medarbejdere, elever og forældre, så der tages hensyn til forskellige målgruppers behov,

2.     at der sikres kontinuitet og høj kvalitet i de specialiserede tilbud, uanset deres fremtidige placering,

3.     at der lægges vægt på at fastholde små læringsmiljøer og differentierede undervisningsformer, som har vist sig at være virksomme,

4.     at der udarbejdes en klar plan for overgangen, så elever, forældre og medarbejdere oplever tryghed og forudsigelighed i processen.

Med dette afsæt kan vi bakke op om intentionen om at omlægge almen 10. klasse til et ungdomsuddannelsesmiljø, men vi understreger, at kvaliteten af de specialiserede tilbud og deres samspil med almenområdet skal prioriteres højt i den videre proces.

Skolebestyrelsen Bjergmarkskolen

Kommentarer

Det er ikke muligt at kommentere, fordi dette projekt i øjeblikket ikke er aktivt.

Nuværende status

Alle

Emner

Uddannelse og ungdom
Social inklusion