Spring til hovedindhold

Høringssvar budget 26 skolelederforeningen Holbæk

Fra "Høring af forslag til Budget 2026"

Gå til projektet

Høringssvar fra Skolelederforeningen i Holbæk Kommune

Vedrørende Budget 2026 – Lønforhold og sygedagpengerefusion i folkeskolen

Skolelederforeningen i Holbæk Kommune ønsker med dette høringssvar at udtrykke en dyb bekymring over to afgørende forhold i det fremlagte budget for 2026:

  1. Den varslede reduktion på 15 mio. kr. i sygedagpengerefusion.
  2. Det fortsat lave lønniveau for både medarbejdere og skoleledelser i Holbæk Kommune.

Begge forhold vil have konsekvenser for skolernes drift, kvalitet og fremtidige udvikling.

Reduktion i sygedagpengerefusion – konsekvenser for drift og kvalitet

Den fortsat planlagte besparelse på 15 mio. kr. i sygedagpengerefusion vil have direkte negative konsekvenser for skolernes økonomi. Når medarbejdere eller ledere er sygemeldte, skal skolerne dække udgifter til vikarer eller midlertidig ledelsesdækning. Hvis refusionen fortsat reduceres, står skolerne uden de nødvendige økonomiske midler.

I praksis betyder besparelsen, at syge medarbejdere bliver en økonomisk belastning for skolen – en uholdbar situation, der risikerer at skabe mere utryghed og dårligere trivsel. Færre midler til faglighed og trivsel: Penge, der skulle gå til udvikling og styrkelse af undervisningen, vil i stedet blive brugt på at dække sygefravær.

Lønforhold – en barriere for rekruttering og ledelse

Det er veldokumenteret, at lønniveauet for lærere og pædagogisk personale i Holbæk Kommune ligger under niveauet i nabokommunerne. Mindst lige så bekymrende er det, at skoleledelserne er markant dårligere lønnet end deres kolleger i regionen – på trods af et meget stort ansvar for faglig udvikling, personaleledelse og økonomistyring.

For få ansøgere til stillinger: Når vi slår ledige stillinger op, oplever vi meget få kvalificerede ansøgere. Vi oplever at det er svært at tiltrække ledere med erfaring fra skoleområdet.

Vores opfordring

Skolelederforeningen i Holbæk Kommune opfordrer Kommunalbestyrelsen til at handle:

  1. Fasthold sygedagpengerefusionen, så skolerne kan opretholde en stabil drift og undgå, at sygdom rammer elevernes undervisning og trivsel.
  2. Gennemfør en sammenlignende analyse af lønniveauet i regionen – både for medarbejdere og ledere.
  3. Afsæt midler til lønjusteringer, så Holbæk kan matche nabokommunernes niveau.
  4. Inddrag skoleledere og medarbejderrepræsentanter i dialog om bæredygtige løsninger.

Holbæk Kommune har en ambition om at være en attraktiv arbejdsplads og en kommune med stærke folkeskoler. Det kræver investering i dem, der hver dag løfter opgaven – både medarbejdere og ledere.


Skolelederforeningen i Holbæk Kommune

Kommentarer

Det er ikke muligt at kommentere, fordi dette projekt i øjeblikket ikke er aktivt.

Sendt af

Profil af Per GjerrildAf Per Gjerrild den 17. september 2025

Nuværende status

Alle