Spring til hovedindhold

Høring af forslag om at nedlægge Holbæk 10. Klassecenter - Holbæk Lærerkreds

Fra "Høring af forslag om at nedlægge Holbæk 10. Klassecenter"

Gå til projektet

Høringssvar fra Holbæk Lærerkreds vedrørende forslag om nedlæggelse af Holbæk 10. Klassecenter og overdragelse af driften til en erhvervsuddannelse

Holbæk Lærerkreds takker for muligheden for at afgive høringssvar i forbindelse med forslaget om at nedlægge Holbæk 10. Klassecenter og lade en erhvervsuddannelse overtage driften af den almene 10. klasse fra august 2026.

Danmarks Lærerforenings holdning til 10. klasse

Danmarks Lærerforening har gentagne gange understreget vigtigheden af, at 10. klasse fortsat er et folkeskolebaseret tilbud. 10. klasse er afgørende for, at unge får den nødvendige faglige, sociale og personlige ballast til at gennemføre en ungdomsuddannelse – uanset om de vælger en gymnasial eller erhvervsrettet vej.

10. klasse handler ikke kun om faglig opkvalificering, men er også et dannelses- og trivselsmæssigt tilbud, som for mange elever giver en ny start i et trygt læringsfællesskab.

Det er besluttet på nationalt niveau, at 10. klasse fra 2030 ikke længere skal være et kommunalt folkeskolebaseret tilbud, men forankres i ungdomsuddannelser. Spørgsmålet for Holbæk Kommune er derfor, om man ønsker at fastholde et kommunalt tilbud frem til 2030 – eller fremrykke ændringen til en erhvervsuddannelse allerede fra 2026.

Lokale forhold i Holbæk

Holbæk 10. Klassecenter er kendetegnet ved:

·        Små læringsfællesskaber og profilopdelte fagpakker, fx Maritim10 og Praktik10, som har vist sig både fagligt og motiverende succesfulde.

·        Et nært og trygt miljø, hvor lærerne kender eleverne og kan støtte både fagligt og socialt.

·        Samarbejde mellem almen- og specialtilbud, som skaber spejling, inklusion og et meningsfuldt ungdomsmiljø, da tilbuddene er samlet ét sted.

·        Strukturer, der fremmer trivsel, herunder fælles morgenmøder, koordinatorroller og niveaudelt undervisning.

Proces og tempo – en kritisk vurdering

Holbæk Lærerkreds vurderer, efter samtaler med personalet på 10. klasse, at en fremrykning af overdragelsen til 2026 er forhastet. Erfaringer fra andre kommuner, herunder Slagelse, viser, at hurtige omlægninger af 10.-klassetilbud ofte har skabt betydelige problemer for elever, medarbejdere og organisationen som helhed.

En overflytning uden tilstrækkelig planlægning risikerer:

·        at sårbare elever mister et egnet tilbud, uden at der i skrivende stund er et kvalificeret alternativ. Det kan øge elevernes følelse af at være udenfor fællesskabet

·        at trivsel og faglig kvalitet forringes,

·        at specialtilbuddenes spejlingseffekt og integration med almene klasser forsvinder,

·        at medarbejdere med nøglekompetencer og erfaring går tabt, hvilket svækker hele miljøet.

Elevernes behov og pædagogisk kvalitet

Det nuværende 10.-klassemiljø giver:

·        Tæt relationsarbejde mellem elever, kontaktlærere og forældre,

·        Støtte til sårbare unge, herunder dokumenteret erfaring med at vende skolevægring til skoleglæde,

·        Niveaudelte og små hold, som giver passende faglige udfordringer,

·        Markante faglige løft gennem strukturerede forløb, der er tilpasset målgruppen for 10. klasse.

En flytning til en større ungdomsuddannelse risikerer, at disse kvaliteter går tabt. Det kan føre til mistrivsel, skolevægring og fald i faglige resultater – især for elever med komplekse behov.

Holbæk Lærerkreds har desuden en bekymring for en ensidig erhvervsrettet profil, som kan fratage mange unge et bredt og inkluderende læringsmiljø.

Medarbejdere og organisation

Personalet på Holbæk 10. Klassecenter besidder unik erfaring i arbejdet med elever med særlige behov. En hurtig nedlæggelse uden klar plan skaber usikkerhed om ansættelsesvilkår, overenskomst og arbejdsmiljø. Det kan medføre tab af nøglekompetencer og dermed svække centerets drift.

For personalet betyder en fremrykning, at de står over for endnu en stor omlægning i 2030, når EPX’en indføres. Dermed vil medarbejderne skulle gennemgå to store forandringer inden for få år. Holbæk Lærerkreds er bekymret for, at de langvarige og gentagne omstillingsprocesser vil skabe utryghed, usikkerhed og belastning i arbejdsmiljøet. Risikoen er, at nøglekompetencer går tabt, og at fokus på elevernes læring og trivsel svækkes, hvis medarbejderne kontinuerligt skal bruge kræfter på at tilpasse sig nye rammer og strukturer.

Kommunikation, økonomi og klarhed

Der er fortsat mange ubesvarede spørgsmål vedrørende elevtal, fremtiden for UM10, ungdomsklassen og 10+, bygningernes anvendelse samt samarbejdet med erhvervsuddannelser. Denne manglende klarhed skaber unødig usikkerhed for elever, forældre og medarbejdere og understreger behovet for en grundig proces med tid til planlægning og inddragelse.

Det bør også fremhæves, at en forhastet omlægning kan medføre øgede udgifter på andre områder – fx til specialtilbud, socialforvaltning eller ungdomspsykiatri – hvis flere unge falder ud af uddannelsessystemet. Kortsigtede besparelser kan derfor vise sig dyrere på længere sigt.

Anbefaling

Holbæk Lærerkreds anbefaler, at Holbæk Kommune:

·        Bevarer Holbæk 10. Klassecenter i sin nuværende form frem til 2030 med den brede og inkluderende profil,

·        Fastholder små læringsmiljøer, profilopdelte fagpakker, pædagogiske greb for sårbare elever samt tæt samarbejde mellem almen- og specialtilbud,

·        Gennemfører eventuelle ændringer i et tempo og på en måde, der prioriterer elevernes trivsel og faglige udvikling, og som inddrager medarbejdere, elever og forældre.

Afslutning

Holbæk Lærerkreds vurderer, at Holbæk 10. Klassecenter er et unikt og nødvendigt tilbud, som giver unge både faglig ballast og personlige kompetencer. Vi opfordrer til, at kommunen prioriterer kvalitet, tryghed og trivsel frem for forhastede organisatoriske ændringer, som risikerer at underminere det pædagogiske fundament, der gør 10. klasse til et succesfuldt tilbud for mange unge.

På vegne af Holbæk Lærerkreds

 Dan Eriksen

 Kredsformand

Kommentarer

Det er ikke muligt at kommentere, fordi dette projekt i øjeblikket ikke er aktivt.

Sendt af

Profil af Dan EriksenAf Dan Eriksen den 23. september 2025

Nuværende status

Alle