Spring til hovedindhold

Generelt høringssvar med enkelte forslag

Fra "Hvor skal vi have ladestandere i kommunen?"

Gå til projektet

Dette høringssvar rummer dels nogle generelle betragtninger og dels nogle kommentarer i forhold til placering af ladestandere i Jyderup. Høringssvaret står for egen regning.

Generelt

Jeg mener, at minimumskravet til normalladernes kapacitet bør sættes til 22 kWh med en strømstyrke på 32 ampere, som synes at være markedsstandarden i dag. Som det fremgik af indlægget fra Cerius på borgermødet den 14/3 er det ikke noget problem i forhold til el-nettets kapacitet.

På samme måde bør minimumskravet til eventuelle hurtig-/lynladeres kapacitet sættes til 300 kwh. Det er en beskeden fremtidssikring.

Jeg mener også, at placeringen af hurtig/lynladere bør genovervejes. Hurtigladere er til folk på farten (typisk langs motorveje eller andre større veje) eller til folk, der har et akut behov for en hurtig genopladning af batterierne En typisk opladning ved en hurtiglader tager op til en halv time og længere må en sådan lader ikke spærres. Det betyder, at hurtigladerne bør placeres centralt i byerne, gerne med let adgang til at foretage hurtige indkøb eller til at drikke en kop kaffe. Det giver ikke god mening at placere hurtigladere ved sportsbyen (normalladere vil derimod være velegnede), en placering ved den store parkeringsplads ved Bysøstræde er mere oplagt, alternativt ved parkeringspladsen ved Elværket. Alle større byer i kommunen bør have hurtigladere. I Jyderup vil en placering på bibliotekets eller SuperBrugsens (kommunens) parkeringsplads være oplagt. Det vil også betyde, at Socialtilsynets forhåbentlig snart kommende elbiler vil få mulighed for en hurtig opladning, hvis de skal videre i en fart.

Jyderup

Behovet for en hurtig/lynlader er netop omtalt, og en sådan lader er alt andet lige vigtigere end alverdens normalladere. For hvem er egentlig de potentielle brugere af normalladere i en by som Jyderup?

Alle (og det er rigtig mange i en by som Jyderup), der har mulighed for at placere en ladeboks på egen grund, vil anskaffe sig en sådan, det er billigst for den enkelte, det er utrolig nemt, og det er mest bæredygtigt i forhold til belastningen af el-nettet (på grund af de optimale muligheder for at styre opladningen). Andelsboligforeninger vil nok vælge nogle fælles løsninger ligesom boligforeninger og private udlejere mere eller mindre frivilligt snarest må etablere ladeløsninger, der kan sikre beboerne en rimelig og fair pris pr. kWh i forhold til prisen på de offentlige standere.

Det betyder, at de offentlige ladestandere i Jyderup ikke primært vil rette sig mod lokale borgere, men mod borgere, der kommer til byen for at arbejde, handle, være på besøg, spise eller nyde naturen (f.eks. en tur rundt om Skarresø). Disse borgere vil i øvrigt i høj grad kunne tilgodeses med en eller flere hurtigladere!

Der er i oplægget foreslået to placeringer af normalladere i Jyderup.

Nyvej: Jeg forstår ikke helt placeringen. På dette sted parkerer borgere, der skal på lægehuset og selv om der kan være ventetid, giver det ikke tid nok til en opladning. Desuden bruges pladsen til langtidsparkering for medarbejdere i lokale virksomheder og enkelte pendlere. Denne gruppe kan ikke umiddelbart benytte laderne på grund af tidsbegrænsningen, medmindre de har adgang til at flytte bilen. I stedet vil jeg foreslå en placering på Skarridsøgade mellem Sølyst Skovvej og Stationsbygningen. Det vil tilgodese turister og borgere, der kommer til byen for at handle og spise. Om aftenen og om natten vil laderne kunne benyttes af beboerne i lejeboligerne på Skarridsøgade m.fl.  

Elmegården ved børnehuset: Medarbejdere i børnehuset ”Galaxen” og på skolen vil kunne få glæde af placeringen (de kan nok få mulighed for lige at smutte hen og flytte bilen i et frikvarter) ligesom besøgende til hallen og måske også til kirken og Sognegården vil kunne få glæde af laderne. Spørgsmålet er, om behovet er stort nok i et udpræget parcelhusområde med egne ladere i stor mænge (på sigt).

Et godt alternativ vil være en placering på parkeringspladsen ved det nye børnehus ”Skovlyst” ved Præstemarken. Her vil laderne dels kunne være til rådighed for personalet og for gæster til svømmehal, sportsarealer og ture i skoven. Samtidig vil laderne også kunne benyttes af beboerne i Præstemarken (indtil de får egne løsninger til en bedre pris).

Venlig hilsen

Preben Gajhede

Kommentarer

for at kommentere.
Antal likes i alt: 1, total dislikes: 0
. Log ind for at stemme.

Sendt af

Nuværende status

Alle

Beliggenhed

.