Forslag om kystbeskyttelse Kisserup Strand - sagsnummer 25-007121
Fra "Kystbeskyttelse af sommerhusområdet Kisserup Tuse Næs"
Gå til projektet
Høringssvar vedrørende forslag om kystbeskyttelse Kisserup Strand
Vi ønsker hermed at udtrykke vores klare modstand mod kystsikringsprojektet i dets nuværende form og på nuværende tidspunkt. Det er afgørende, at staten og de berørte kommuner ud til Roskilde-, Ise-, Lamme- og Holbæk Fjord inddrages i udarbejdelsen af en fælles og koordineret løsning.
1. Urimelig finansieringsmodel
Den foreslåede finansieringsmodel er efter vores opfattelse både usolidarisk og urimelig. Det er ikke acceptabelt, at en mindre gruppe grundejere pålægges en uforholdsmæssig stor økonomisk byrde, når projektet potentielt gavner hele kommunen – og i særlig grad den fælles infrastruktur og forsyningsnet, som hele samfundet nyder godt af.
2. Behov for national og tværkommunal indsats
Regeringen har selv anerkendt, at visse kystsikringsprojekter kræver nationalt engagement. På Folkemødet 2024 udtalte Troels Lund Poulsen, at "det er også et samfundsansvar at klimasikre Danmark", og at der er brug for fælles løft – særligt for projekter, der går på tværs af kommunegrænser. Derfor kan man nu forvente, at staten vil spille en mere aktiv rolle i både finansiering og koordinering.
3. Økonomisk usikkerhed for grundejere
Der er væsentlige ubesvarede spørgsmål og risici knyttet til projektet, som skaber stor usikkerhed for de berørte grundejere:
Hvad sker der, hvis anlægs- og vedligeholdelsesudgifter overstiger de nuværende estimater?
Hvordan forventes den enkelte borger at kunne planlægge sin økonomi 25 år frem i tiden uden garanti for et udgiftsloft?
Hvordan håndteres risikoen for ejendomsværdiforringelse i nærheden af f.eks. spunsvægge eller pumpestationer?
Hvad sker der ved eventuel ekspropriation – hvem bærer de økonomiske og sociale konsekvenser?
4. Manglende helhedsorienteret tilgang
Det vækker undren, at der tilsyneladende ikke er foretaget en samlet vurdering i samarbejde med øvrige kommuner omkring fjordene. En koordineret, helhedsorienteret indsats kunne både give mere bæredygtige løsninger og sikre en mere retfærdig byrdefordeling.
5. Opfordring
Vi opfordrer derfor til, at det aktuelle projekt sættes midlertidigt på pause, og at der i stedet igangsættes en grundig, gennemsigtig og demokratisk proces med fokus på en samlet plan for alle udsatte områder omkring de berørte fjorde. En sådan proces bør ske i samarbejde med de relevante kommuner og staten – og med en finansieringsmodel, der hviler på solidariske og rimelige principper.
Klimaforandringer og stigende vandstand er alvorlige udfordringer, der kræver veldokumenterede og proportionale løsninger. Et forhastet, dyrt og lokalt forankret projekt uden bred folkelig opbakning, skader både økonomisk, socialt og miljømæssigt.
Med venlig hilsen
Helle og Torben Martinsen
Fyrrevej 10
4300 Holbæk
